Er din skærm uklar? - Så klik HER!

Sikita, som ses herunder, er Samojedhund og har netop gennemført sin 3. fødsel. - Se under Sikitas hvalpe her til venstre. - Sikita har en lille del Dansk Spids i sig, hvilket har resulteret i endog meget fine resultater. Hun er en hel del mindre end den ægte Samojedhund og passer derfor godt ind vores avlsarbejde med at skabe en stærk og sund Dansk Spids.

Samojedhunden er lidt længere tid om at blive voksen og Sikita er stadig nederst i flokken. Hun fungerer som tanten, når de andre har hvalpe. Hun er mere selvstændig end nogen af de andre og bliver formentlig meget stærkere efter sit første kuld hvalpe. Hun er meget bestemt når hun har kødben og finder sig ikke i at andre hunde tager det fra hende. - Sikita har udviklet sig til at være alle tiders mor. Ikke alene har hun været "tante" for Maggies hvalpe. Hun har hjulpet Laica med hendes hvalpe, (Laica havde yverbetændelse) samtidig med at hun passede sine egne 9 hvalpe. Det er fantastisk hvad den lille dame har formået. Sikita's stamtavle

Generel beskrivelse af Samojede (sakset fra nettet)

Samojedhundene stammer fra det nordlige Rusland øst for Uralbjergene. De tilhørte nomadestammer, som brugte dem til at vogte deres rensdyr og sommetider til at trække deres slæder. Hundene fik navn efter en stamme, der hed Samojederne. Den hund, vi i dag kalder Samojedhunden, kommer dog ikke med garanti fra det egentlige Samojeddistrikt. I Rusland kendes racen som Nenetsky hunde, efter Nenetskyfolkene ved den arktiske cirkel mellem halvøen Kanin og floden Jenisej, men de russiske hunde er en del mindre end vore Samojedhunde. Nomadestammerne var meget primitive. De boede i telte, og de vandrede omkring fra sted til sted og søgte efter lav og mos, som rensdyrene skulle leve af. Det var et hårdt liv, især om vinteren. Mennesker og hunde levede i nær kontakt med naturen. De udgjorde et sluttet samfund, og avlen blev i en lang periode ikke blandet med fremmede. Hundene gik ind og ud af teltene, som de ville, og om natten sov de så nær deres herrer som muligt. Husk, når en Samojedhund springer op på sengen og presser sig op imod dig, at det blandt andet skyldes, at den instinktivt er i sine forfædres land og i færd med at sørge for varme mod den arktiske vinter. Et andet instinkt, der er nedarvet, er hyrdeinstinktet. I mange tilfælde vil løsgående Samojedhunde, der møder f.eks. En flok får, ikke angribe dem, men samle dem og drive dem op i et hjørne. En Samojedhund er i høj grad individualist. Den er intelligent, venskabelig, munter og imødekommende, men har dertil en uhåndgribelig personlig gnist. Den er bedst tilpas i nært samkvem med sine menneskevenner, og det er naturligt, når man tænker på, at dens forfædre var. Medlemmer af nomadefamilierne i Sibirien. I den henseende har den let ved at tilpasse sig. Også på et andet interessant og måske uventet område viser den stor tilpasning, nemlig hvad angår klimaet. Den kan trives på ganske varme steder, og Samojeder, der for eksempel eksporteres til Jamaica, klarer sig udmærket. En rigtig varm sommerdag herhjemme kan man også se Samojeder vise mindre ubehag en mange korthårede hunde. Den er tålmodig og overbærende med mennesker. Men den ønsker, at man respekterer dens følelser, og den respekterer ens egne. Den er ligesom andre spidshunde for uafhængig til at underkaste sig for eksempel en politihunds disciplin. Samojedhundens gode og travle hjerne udvikler sig bedst i hjemmet, hvor den ivrigt deltager i spilopper, glæder og sorger. Den har en udpræget evne til at lægge mærke til ord og forbinde dem med de genstande, de hører til. Den finder på mange kunster, såsom at sidde og tigge højtideligt og at bringe sine mennesker, når de kommer hjem, en gensynsgave i form af en avis eller noget andet, den kan få fat i. De fleste synes at have en medfødt evne og lyst til at spille bold. De elsker at grave. De kan være gavtyve, og det er tilrådeligt, at de lærer at holde sig fra fjerkræ, mens de er unge og modtagelige. I det hele taget skal man være opmærksom på, at de morsomme ting, en hvalp finder på, kan blive til stor irritation, når den bliver voksen, og det gælder om at gøre slut på uvaner i tide, d.v.s. i 8-10 måneders alderen. De vil normalt gerne jage (ikke for en jæger, men for sig selv), men det varierer meget fra hund til hund. De har en egen sans for retfærdighed: Hvis de føler sig dårligt behandlet, for eksempel ved at en spadseretur ikke er blevet til noget på det tidspunkt, den skulle, eller de for en enkelt gangs skyld har måttet være alene hjemme, finder de måske en eller anden ting frem og straffer den eftertrykkeligt. Samojeden er meget påvirkelig af hjemmets atmosfære og kan finde på at gemme sig bag møbler, når der er ballade. Den respekterer altid sin ejers glæder og sorger og tager del i dem, hvis den kan forstå stemningen. Den kan pludre og snakke med mange lyde. En hel del mennesker foretrækker Samojedtæven, fordi den sædvanligvis, men ikke givetvis, udviser større sentimentalitet og koketteri over for de mennesker, hun kender. For begge kønnene gælder, at det ikke er en race, der kan eller må undertrykkes, og under alle omstændigheder modsætter hannerne sig forsøg derpå. De må aldrig opdrages med pisk eller stok. En Samojedhund skal have lov til at røre sig og gøre sig snavset. Mange gange kan man undre sig over, at den våde, grå, sjuskede klump uld, der vender hjem fra en spændende tur, kan blive til den smukke hund, der ses på udstillinger. Men det går forholdsvis nemt. Når pelsen er tør, kan snavset stort set børstes af. Nogle eksperter mener, at en Samojede aldrig bør vaskes. Andre lige så kloge giver den et bad nu og da, og det er en forestilling, som kan ende med, at hele familien er våd fra yderst til inderst. Der må ikke bruges sæbe, men kun en speciel, ganske mild hundeshampoo, Sædvanligvis er hunden selv til en vis grad interesseret i sit udseende. Det er let at vænne den til regelmæssig sognering, og den hjælper måske selv til med at vaske poter og ansigt. Pelsen bør børste regelmæssig, og det gælder ikke mindst, når den fælder, hvis omgivelserne ikke skal ligne et snelandskab. Sådan er den typiske Samojedhund, der i øvrigt kan blive 13-15 år gammel, undertiden endda ældre. Men som med mennesker er det sjældent, at en hund har alle racens typiske særpræg. Der er energiske og meget rolige Samojeder. Nogle er langhårede, andre kortere i pelsen. Nogle er værre til at gø end andre, og de fungerer særlig godt som vagthund. Der har endog været undtagelser, der har været brugt som politihunde. Men deres natur er, at de alle er venlige mod mennesker, såvel voksne som børn. Ofte knytter de sig stærkest til et bestemt medlem af familien, men ikke altid. To eller flere hunde, der går sammen, har det nok morsommere end en enlig, men den enlige Samojedhund betragter sig som barn af familien og savner næppe så forfærdeligt det hundeselskab, den aldrig har haft. Til brug ved bedømmelser på hundeudstillinger har F.C.I. , det internationale hundeforbund, udarbejdet såkaldte standarder, der viser, hvordan en typisk hund af hver race bør være. Læg mærke til racens korrekte navn. For nemheds skyld kaldes de i daglig tale Samojeder, men aldrig Samojedespidser. Ikke meget af det, der anføres i standarden, kan kontrolleres, før hunden har nået en vis alder, og standarden er derfor ikke til ret meget hjælp ved udvælgelsen af en hvalp. Potentielle hvalpekøbere bør se på forældrene til den hvalp, de måtte tænke på at vælge. Selvom forældrene er meget forskellige, er det sandsynligt, at gode forældre giver gode hvalpe, og at hvalpene kommer til at ligne enten den ene eller den anden af forældrene. Nogen garanti i så henseende kan der aldrig gives. Men hvis en Samojedhund i fysisk henseende udvikler sig normalt og bliver sund og rask, vil den uden tvivl blive en kær ven, som man ikke fortryder at have fået.

Tilbage_til_toppen